Aarhus, DK (Radhusparken)

Aftentur med vital Sting langs Memory Lane...

Sting er godt nok gammel jazz-bassist og har samarbejdet med flere af genrens store navne: Gil Evans, Kenny Kirkland og Branford Marsalis på egne udspil - ja, Miles Davis himself kaldte endda på ham en gang.

Men det var nu ikke i den egenskab nordenglænderen i aftes slog til og med udsolgt rådhuspark og 13,000 tilskuere blev den hidtilstørste publikums-succes ifestivalens historie (tilfældigt selvfølgelig, for der vil altid plads til Sting i kalenderen - jazzfestival eller ej). Næ, denne gang kom den nu 55-årige stjerne til Danmark i lille effektiv rockopstilling for konsekvent at lufte de væsentlige bidrag han har givet til pop- og rockhistorien - lige fra Police i punkens kølvand til den noget mere distingverede solokarriere.

Lad os bare gå til konklusionen straks: Det var en god udgave af Sting århusianerene fik at se i aftes. Heldigvis milevidt fra den halvlumre ''eleganier''-udgave han viste sig i for halvandet år siden i københavnske Forum med kor, blæsere, voluminøst orkester - og en stooor trang til at smage på sig selv.

Fredag var selvfedtlaget skåret af og arbejdstøjet taget på (under jakken, der blev smidt efter et par numre). Fire mand på scenen alt i alt. Spændstige Sting selv i centrum med fingernemt spil på den gamle slidte el-bas - og så med den stadig suveræne høje stemme i behold.

Allerede fra åbningen, 'Message In a Bottle' var der massiv lys fællessang, som fortalte alt om, at spindesiden var godt repræsenteret. I alle aldre. Ja, kvinderne var vel i overtal denne aften - ikke mindst oppe foran scenen - og var villige til at skråle med og svare tilbage på alt, ''der rørte sig''. Og det var der meget der gjorde gennem den 1 time og 33 minutter lange koncert...

Da en Police-trio af numre havde sat stemningen, og Sting havde vist at han mestrer ordet ''tak'' et par gange, var det tid til den delikate pop, som har gjort Sting til superstar som solist. Klassiker-kompositionen 'If I Ever Lose My Faith In You' og underfundige 'Englishman In New York' blev afleveret dejligt stramt og uden omsvøb, og på det tidspunkt af koncerten var alt til topkarakter - med Sting som medrivende og stemningsskabende frontfigur.

Ved Danmarks-koncert var Sting for alvor vendt tilbage til rollen som musiker. Det klædte ham...

''Han er simpelthen så suveræn at høre på'', sagde en mindre kvindelig publikumer bag mig til sin kæreste. Hun kunne ikke se Sting i mere end glimt på grund af sin højde, men nød rent ud sagt bare at stå midt i det hele. Og da Sting kort efter tog hul på smukke folkhymne-prægede 'Fields of Gold' var hun ved at svømme helt hen: ''Han har da bare en totalt fed stemme...'' måtte kæresten igen lægge øre til.

Jo, Sting sang som en engel - med små horn i panden, hvis man skulle tolke ud fra alle de glade, smilende ansigter, der stirrede nærmest hengivent op på scenen, hvor Sting med umærkelige hoftehug lagde til ''kommunikationen''.

Opbygningen med skiftevis Police-sange og solo-numre fortsatte og mtrent midtvejs i koncerten blev der løst op for rammerne og givet lov til mere ''fri leg'' undervejs i numrene for musikerholdet ?på denne turné - så den mange-årige Sting-guitarist Dominic Miller og lejesvendene Lyle Workman (også guitar) og Abe Laboriel Jr. (trommer) kunne strække ud.

Måske lidt i jazzens ånd - meget a pro pos - og med en meget kompetent basspillende Sting som bund. Men en del af tiden også med fare for guitarlir og funk-tomgang, før numrene blev samlet igen mod deres slutning. Det gjaldt mere eller mindre både Beatles-mesterværket 'A Day In The Life', som helt ærligt var sjasket udført og unødvendigt her, 'If You Love Somebody Set Them Free' og 'Voices In My Head'.

Resultatet udeblev da heller ikke hos publikum, som straks gik over i snakke-klub-mode - indtil der dukkede mere fast grund under fødderne igen.

Til gengæld var den massive respons nærmest rørende, da 'Roxanne' blev fulgt til dørs af et kæmpe kor, som fortalte alt om, at teksten ikke er glemt trods 27 år på bagen. Og efter Sting & co. havde fået lov til at være musiker-musikere i første ekstranummer, den arabisk-klingende og dejligt ambitiøse 'Desert Rose', vendte ? (kvinde) koret tilbage for fuld styrke i 'Every Breath You Take'.

Her følte man nærmest, at publikum sang direkte møntet på Sting i nummerets afsluttende massegentagne linier: ''Every Breath You Take, Every Move You Make, Every Step You Take, I'll be watching You''.

Afslutningen 'Fragile' var som altid underskøn med Stings lyriske signatur-spil på den akustiske guitar og den øvrige gruppes delikate, luftige bund. Der er ikke bare en sang til trøst oven på menneskehedens katastrofer a la 11. september. Det er også en dejlig sang og et dejligt pas-nu-på-hinanden-budskab at lade de 13,000 gå stille hjem på.

Altså en fin aften totalt set. Og eneste kritikpunkt ud over tidligere nævnte tomgangsfare, var vel koncertens varighed på blot halvanden time. Ingen kunne jo rigtigt klage over indholdet på grund af den forproklamerede rundtur i de gamle hits (én sang var fra 1999 - resten var mellem 13 og 28 år gamle). Så på den måde undgik Sting behændigt at komme ind på, om det efterhånden vil lykkes ham at finde melodien igen her i det nye årtusinde. Det svar må komme en anden gang...

(c) www.jazzfest.dk by Henrik Friis

---

Rådhusparken, århus: STING

En af de største britiske rockstjerner i de seneste 30 år var yderst gavmild med både kendte og mindre kendte The Police-numre, da han gæstede århus.

Selv om det var godt at opleve Sting på det musikalske spor, der fører tilbage til hans gamle band The Police, savnede man undervejs én afgørende ingrediens:

Det var følelsen af, at netop denne koncert var virkelig vigtig og aldeles afgørende for hovedperson og band.

Sting kom til århus med et ganske lille, men meget professionelt hold, trommeslageren Abe Laboriel Jr. og de to guitarister, den tro følgesvend Dominic Miller og Lyle Workman.

Dermed signalerede Sting fra begyndelsen, at han p.t. tager en tænkepause i sin karriere og holder fri fra de stort opsatte og mere poppede turnéoplevelser, der har kendetegnet britens seneste besøg i Danmark.

Under de foregående par koncerter har Sting i for høj grad villet gøre reklame for nye sange, og ved især den seneste koncert i Forum, København brugte han alt for mange ressourcer på nye numre, der slet ikke kunne stå distancen.

I Rådhusparken, foran et veloplagt, voksent, men også meget hyggesnakkende publikum, kom han ikke med nye sange og var derfor i en langt mere fri rolle.

Den brugte han til at zappe stedkendt rundt i det næsten 30 år gamle repertoire, som The Police og Sting lægger navn til.

Derfor fik vi veludførte og elektriske versioner af rockklassikere som 'Message In A Bottle', 'Walking On The Moon' og 'Every Little Thing She Does Is Magic' samt de to største Police-hit, 'Roxanne' og 'Every Breath You Take'.

Dertil kom solonumre som 'Fields Of Gold', 'If I Ever Lose My Faith In You' og 'Fragile'. Det var aftenens exit-nummer, og her foretrak Sting for en sjælden gang skyld den akustiske guitar frem for den basguitar, der tilbage i 1970'erne var det instrument, han tog med fra sin karriere som jazzmusiker og ind i det store forjættede og mere kommercielle rockunivers.

Sting gik et skridt videre og gav meget modigt den tætpakkede tilhørerskare mindre kendte Police-numre som den semipunkede 'Next To You' og 'Driven To Tears' samt et af de allerbedste numre, han præsterede som en del af det berømte band, nemlig 'When The World Is Running Down, You Make The Best Of What's Still Around'.

Det var fantastisk at høre disse gamle numre live igen. Men det blev med netop de sange også tydeligt, at en utroligt godt syngende Sting var omgivet af tre musikere, der først og fremmest løste en bunden opgave, og som kunne have spillet hvad som helst - og hvor og hvornår som helst i århus - uden at få sved på panden.

Derfor kom denne aften til at mangle afgørende nerve, temperament og den følelse af et kollektiv, der løfter en koncert med en stjerne fra at være mere end god underholdning og stærk nostalgi til også at handle om simpel magi.

(c) Jyllands Posten by Peter Schollert