SHOW REVIEW

Sting på rutinen - Endnu en aften på kontoret for superstjernen...

Mandag aften gav Sting koncert i Falconer Salen i København. Og det var en koncert hvor den garvede superstjerne lod rutinen køre showet.

Sting har været et stort navn på den internationale musikscene i mange år, først som forsanger og bassist i 'The Police' og siden under eget navn. Og det kan man mærke, for selv når han kører en koncert på rutinen, så er det høj klasse.

Men mandag aften manglede man lige det ekstra, som kunne have givet det udsolgte Falconer Salen i rigtig uforglemmelig aften. For det var småt med udbrud, der lå udover det man ellers kunne forvente.

Og flere gange var det faktisk hans medbragte band, der stjal de største klapsalver fra de 2.156 siddende publikummer, som salen kan rumme på maksimal kapacitet, når man altså skal sidde ned under koncerten.

Næsten på klokkeslettet 20.00 entrerede verdensstjernen scenen sammen med sit band. Sting klædt, som så mange gange før, afslappet i en stramtsiddende hvid t-shirt og stramtsiddende jeans. Mens resten af bandet var iført helt sort outfit.

Der var hermed lagt op til Sting i centrum, i hvad der bedst kan beskrives som en stor intim-koncert.

Og intimkoncerten så det også ud til at blive. For efter det første nummer 'All This Time' fra albummet 'The Soul Cages' fra 1991 blev alle fem bandmedlemmer præsenteret over for et meget taknemmeligt publikum, der virkede til, at have glædet sig meget til at opleve selveste Sting helt tæt på.

Det er ikke uden grund, at engelske Sting, der er født Gordon Matthew Thomas Sumner, er blevet en stor international stjerne. For synge det kan han. Og nå de helt høje toner med sin sprøde sandpapirs stemme, det kan den 60-årige singer songwriter stadig.

Og det er en stor fornøjelse, når manden, som snart har nået pensionsalderen, virkelig folder sig ud. Som det var tilfældet med koncertens andet nummer. Et af det helt store 'The Police' hits, 'Every Little Thing She Does Is Magic'.

Foran en helt sort baggrund og med kun hvide lys, som kom ud af projektørerne var koncerten i løbet af de første numre, hvad bevægelse angår dog en statisk affære.

Sting stod med sin bas foran mikrofonen og sang, mens hans medrejsende band forholdt sig i baggrunden. Når han endelig vovede sig væk fra mikrofonen, der var placeret præcis i midten af scenen, så var det ofte for at lave en enkelt dansebevægelse, mest med hofterne.

Eller når han en sjælden gang fik bevæget sig hele vejen ud til en af siderne, så var det med langsomme og Sting-cool bevægelser. Ingen hastværk her. Ligesom for at understrege intimiteten i koncerten.

Efter de første par numre var publikum helt klar, hvilket bedst blev illustreret når et nummer var færdigt. For her var klapsalverne lange og højlydte. Men som koncerten skred frem, så blev de kortere og svagere.

Måske skyldes det, at man ikke blev præsenteret for nogle af de helt store klassikere i en stor del af koncerten.

Det bedste billede på det, er måske den kvinde som sad foran undertegnede under koncerten. For hun var helt fra start i klar feststemning. Og utvivlsomt en stor Sting fan. For hun havde i dagens anledning fundet et par bukser frem med det britiske flag Union Jack på bagdelen.

Under de første par numre var der godt og grundigt gang i Union Jack, men jo længere vi kom ind i koncerten, des mindre bevægelse var der fra den ellers feststemte kvinde og Union Jack.

De gange publikum for alvor kom i gang under den lidt over to timer lange koncert var faktisk, når et af bandmedlemmerne fik lov til at give prøver på hans eller hendes violin/sang/guitar evner.

Og selvom der måske på forhånd var lagt op til et intimt one-man show, så fik de meget dygtige musikere masser af plads til at vise deres fantastiske færdigheder.

Faktisk skulle man meget langt hen i koncerten før, at de bifald blev overgået. Faktisk helt hen til ekstranumrene, som faldt over tre omgange. Men så fik Sting også for alvor vist, hvad han er lavet af.

For her blev numrene spillet med den gnist, som man havde ventet på hele aftenen. Bandet var over hele scenen. Og det samme var Sting, der langt om længe kom lidt ud af rutinens kedelige skygge. Bl.a. med numre som 'Desert Rose' og det måske største hit af dem alle 'Every Breath You Take'.

Men helt fantastisk og ekstraordinært blev det først, da Sting til i aftenens sidste nummer stod alene i en enkelt lysstråle på scenen og sang den skønne Police-sang 'Message In A Bottle'.

Her var Union Jack og alle de andre i salen helt oppe og ringe over et af de efterlyste magiske øjeblikke. Som der desværre var alt for få af, på en rutinepræget aften.

(c) B.T. by Jeppe Elkjaer Andersen

(0) Reviews and Comments