Mr Swing Sting... Sting vendte tilbage til jazzen ved koncerten i Forum...
Hojttalerne i Forum lod The Beatles og Abbey Road fade ud midt i 'Here Comes The Sun King', og faa ojeblikke efter stod Sting paa scenen. Og Sting er vel om nogen popmusikkens solkonge. Musiker salvet af talentgudens naade og hojt haevet over tidens skiftende tilbojeligheder. I perioder har garantien for god smag og instrumental kvalivare resulteret i sovndyssende feinschmeckerei, men onsdag aften i Forum virkede Sting som en kunstner med genantaendt gnist.
Omgivet af sit hold af fastansatte sensitive supermaend - trommeslageren Manu Katche, guitaristen Dominic Miller og keyboardisten Jason Robello - aabenbarede bassisten og sangeren Sting fra start, hvor han har fundet sit nye gyldne snit. Med jazz-inspirationen som slojfen, der forbinder for og nu for popstjernen, hvis forste gruppe, Last Exit, var en jazz-gruppe. En selvsikker kunstner som Sting maa selvfolgelig fokusere paa sit nye album. Med Branford Marsalis om bord igen tager 'Brand New Day' den 15 aar gamle jazz-traad fra Stings solo-debut, 'Dream Of The Blue Turtles', op, men det er samtidig et album, der stilistisk flakker i udmattende mange retninger. Men paa scenen greb Sting med storre konsekvens tilbage til de blaa skildpadders stilige drommejazz. Med trompetisten Chris Botti i
en rolle, der i perioder var lige saa afgorende som guitaristen Dominic Millers, skabte Sting et smidigt og sammenhaengende univers med en elegant jazz-infusion som det sammenbindende element. En sammenhaeng Sting straks markerede ved at lade det nye nummer 'A Thousand Years' folge af 'If You Love Somebody Set Them Free' fra 'Blue Turtles'-albummet.
Den var et for laengst udsolgt Forum helt med paa. Allerede i andet nummer stod Forum op og sang med selv om musikken paa ingen maade var arrangeret efter nogen bastant syngmed-formel. Opfattelsen af Sting som en overlevering fra forne tider lignede en myte, naar man saa publikums aldersmaessige sammensaetning. Den var meget blandet, og de unge fyre i smarte, posede bukser, som stod og snoede sig til rytmerne, var ikke en dag over 18. Men er man 18 aar, er det selvfolgelig heller ikke saa maerkeligt, hvis man drommer om at blive Mr. Tantrisk Sex med titlen popstjerne og superbassist paa visitkortet! 'Perfect Love Gone Wrong' - en kaerlighedshistorie og et hundeliv - praesenterede Manu Katche i rollen som fransktalende rapper, men ellers var det smaat med spil for galleriet. Med Dominic
Millers krystallinsk flydende guitarspil som instrumental bovspryd krydsede Sting og bandet i en paa en gang afslappet og intens stil frem og tilbage mellem numrene fra 'Brand New Day' og Sting-standards som 'Mad About You' og 'Fields Of Gold'. Aldrig overanstrengt, aldrig uambitiost fik Sting fyret stort set hele det nye album af, uden at det gjorde spor ondt, selv om nogle af de nye sange virker mere konstruerede, end godt er.
'An Englishman In New York' med opfordringen 'Be yourself / no matter what they say' lignede aftenens motto for en aften med noget, der bedst kan beskrives som trovaerdig stadion-jazz. Musikken fungerede som smidig enhed, men var aaben og uanmassende paa en maade, som gjorde det baade muligt og oplagt at nyde Stings afslappede fraseringer, musikernes diskrete charme og praecisionen i Stings bedste sange. 'Put away your make-up/ my mind is made up' , sang Sting saaledes, da den for forste gang fik hele armen med Police-hittet 'Roxanne'. Hun vaeltede helt efter planen Forum fra forste til bageste raekke. Ekstra-numrene formede sig til at begynde med som en mere forudsigelig og kontant hit-parade med bl.a. en afliret version af 'If I Ever Lose My Faith In You', men saa lod Sting sig glide
over i en fin akustisk solo-udgave af 'Message In A Bottle' inden en folsom og daempet 'Fragile' understregede, at Sting ikke var kommet for at bade sig i maengdens hyldest, men for at understrege, at han stadig er en ener med en vision. En englaender i New York, en jazzmand i Forum, en alien i popmusikkens genbrugsbutik.
(c) Politiken by Kim Skotte