Til unentet fest mid Sting...
Den ellers saa tilknappede og korrekte brite slap baade sanser og sex ind i en fin koncert, der indimellem ramte det sublime. Sting, Forum, torsdag. Fire hjerter Lyd, god lyd. Lys, masser af lys - som en smagfuld juledekoration. Musik, faengende god musik med et overrumplende beat fra et diskotek et sted nede midt i Europa. Lige fra 53-aarige Sting og hans sekstet swingede ind paa scenen i Forum, signalerede de roede lamper fest, december og en drilsk lille flirt med det forbudte. 'Send Your Love', opfordrede Sting i saettets foerste sang med den uventede, diskofile rytme, og da han straks rockede videre i det stadig lystige gennembrudshit for The Police, 'Message In A Bottle', kan det nok vaere, at den udsolgte sal i Forum fik travlt med at kvittere med netop kaerlighed.
Af den form, der trampes i takt af danske vinterstoevler og klaskes ud af svedige haandflader i begejstring, der fik alle til at lette rumpen fra de kedsommelige stolesaeder. Skulle det stadig ikke vaere gaaet op for de mest december-doesige, at den tidligere skolelaerer, forkaemper for alt fra regnskove til menneskerettigheder over oekologi og hvad har vi, har forvandlet sig til en regulaer festabe, ja, en lille laban, aabenbarede Sting flere nye sider af sig selv, da han naaede frem til sang nummer 10. "Her er en sang om sex med lidt inspiration fra Victoria's Secret", sagde Sting med hilsen til sit hjemlands lingerikaede og kastede bandet ud i titelnummeret fra det seneste album, 'Sacred Love'.
Og ind i de staerkt imponerende skaerme bag bandet, der som levende billedrammer konstant skiftede format og stoerrelse, dansede let paaklaedte piger, saa livagtig, at eventuelle husarer i et Sting-publikum formentlig maatte knibe sig i arm eller barm i begejstring. I det hele taget satte den dekorative leg med billedmediet bag Sting en uhoert hoej standard for den slags staffage og var gennem hele koncerten en virkelig fornoejelse. Det samme varmusikken, selv om vi naturligvis ikke fik lov blot at holde fest. Sting er trods alt stadig for meget alvorsmand til at lade en koncert gaa op i loessluppenhed og skoerlevned, bare fordi det er jul.
Koncerten skulle jo retteligen ogsaa vaere gennemfoert i maj, men da mistede Sting stemmen og maatte bede om den udsaettelse og taalmodighed, han med fin selvironi takkede for i Forum. Hvor man saa kunne glaede sig over, at den smukke, lyse vokal afgjort ikke har taget skade. Sting er som en mere beskeden og mindre grandios udgave af Bono fortsat en fremragende sanger, en selvsikker performer og en bassist af en kaliber, man ofte glemmer midt i alt det andet. Bassen blev i Forum godt hjulpet af, at Sting har skiftet lidt ud i sin faste besaetning og hyret en trommeslager fra Mississippi i USA, der virkelig kan sparke en solid, gyngende rock'n'roll-bund ind under det nogle gange lidt for nysselige musikalske galleri.
Han gav ofte den fornemmelse af sejtraek og drive, man skal helt tilbage til Stewart Copeland og Police for at opleve bag Sting. En komponist,der har defineret sit helt eget musikalske landskab mellem jazz og rockmusik med en plads til improvisation og en villighed til forandring, man ikke moeder mange andre steder. Ganske vist maler Sting som komponist med en bred pensel, men paa scenen kan kuloererne blandes, saa nye motiver traeder frem.
I Forum leverede aftenens opvarmningsnavn, Chris Botti, eksempelvis en gloedende Miles Davis-trompet til Sting, der med rette saa lykkelig ud over bidraget. Naar man saa baade skifter voldsomt ud paa saetlisten og toer lege med sine klassikere, saa eksempelvis 'Roxanna' bliver til en giftig syredronning, der spreder sine fangarme ud i alle musikkens sidegader, maa man lette paa hatten. Og naar Sting sammen med sit band og ikke mindst den ene af sine korpiger river den ellers meget mondaene duet 'Whenever I Say Your Name' helt op under loftet fra en kedsommelig start og oejeblikket efter gentager kunststykket med 'Never Coming Home', saa har vi passeret graensen til det sublime.
Der var vi flere gange under en koncert, som dog ogsaa blev skaemmet af lidt uengagerede udgaver af klassikere som 'Fields Of Gold' og af de ikke alt for interessante bidrag fra 'Sacred Love', Sting insisterede paa at have med i en ellers velkomponeret saetliste. Den gav grobund for en veloplagt og afbalanceret koncert mellem eftertanke og fest for en af rockens bedste begavelser, som endda begraensede sine politiske budskaber til en solid omgang faellessang paa linjen: "Be yourself, no matter what they say", i 'Englishman in New York'.
Det er det jo svaert ikke at slutte op om. Ligesom det er svaert ikke at begejstres for en saa sympatisk kunstner med saa god kontakt til sit publikum, ogsaa selv om det er anbragt paa 6,500 stole og egentlig gerne vil holde lidt fest.
(c) Politiken by Erik Jensen